Længe før sidste istid, fandtes der heste på den Iberiske halvø. Disse heste var af Sorraia- typen. Halvøens historie er fyldt med mange voldsomme krige og besættelser der har præget både Spanien og Portugal. Maurerne besatte store dele af Spanien og nåede også til den sydligste spids af Portugal før de blev stoppet af de dygtige rytterfolk der boede her. Portugal blev grundlagt i 1139, da Alfonso blev konge.
De oprindelige hesteracer blev kaldt forskellige navne alt efter hvilken landsdel de tilhørte, så da halvøen blev opdelt i Portugal (vest) og Spanien (øst), blev også hestene opdelt i primært to nye racer. Den vestlige del af øen, den gang kaldet Lusitania, blev hestene kaldt Lusitano for hankøn, Lusitana for hunkøn – senere blev det navn, som nu bruges i stambogen Puro Sangue Lusitano (PSL) – altså frit oversat: ren fuldblods portugiser og i daglig tale Lusitano. Spanien blev kaldt Andalusia og de heste der blev optaget i den spanske stambog blev til Pura Raza Española (P.R.E.) – den rene spanske race. Og altså Lusitanoens tæt beslægtede ”søsterrace”.
”Forfaderen Sorraia´en”:
Sorraia
Sorraiaen er det tætteste nulevende man kommer på oprindelsen af den Iberiske hest
Sorraia er en lille hest på op til 155 cm. Farven er altid vildfarver, dvs. enten musegrå eller gul med ål, benstriber, skulderstriber og tofarvet man og hale. Hovedet er konveks i form og hesten fremtræder meget ædel og med højt sat hals.
Sorraiaen stammer fra området omkring Sorraiafloden i den vestlige del af Spanien og Portugal, hvorfra den også har fået sit navn, samt dennes bifloder Sor og Raia. Der hersker en del uenighed om, hvor gammel racen rent faktisk er.
Nogle forskere mener, at den har været blandt de første hesteracer, der blev tæmmet. Om det er sandt vides ikke, men et er sikkert; Sorraiaen har under alle omstændigheder levet i Sorraiaområdet i umindelige tider.
Sorraiaen er en sej og forholdsvis primitiv race, og har desuden en del lighedspunkter med Prezwalkskihesten og tarpanen, hvorfor man tidligere mente at den formodentlig nedstammede fra disse racer.
Via DNA test er det nu sikkert at den ikke har noget til fælles med przewalski, men muligtvis noget med Tarpanen. Man har bevist via DNA at de, blandt andre racer, er forfaderen til den amerikanske mustang og flere sydamerikanske racer som eks, criollo.
Mange europæiske racer viser også spor af sorraiablod, bl.a holstenere
Tidligere brugte man den som arbejdskraft i landbruget samt til vogtning af kvæg og andre dyr. I dag lever racen hovedsagelig semivildt i store privatejede naturreservater, hos. bl.a. familien d´Andrade som var de første der stillede jord til rådighed til en flok renavlede, vildtlevende Sorraia’er.
Der er kun ca. 200 renblodede Sorraiaheste tilbage i hele verden og den er således mere udrydningstruet end den bengalske tiger. Man forsøger i øjeblikket at redde racen fra at uddø, men man mangler i høj grad midler til dette arbejde. Samtidig kæmper man en del med indavl og deraf nedsat fertilitet, fordi Sorraiaerne lever i mindre flokke spredt rundt hos private folk i primært Portugal, men også i Tyskland. Der er heldigvis begyndt at ske en udveksling af avlsdyr mellem disse små grupper, som er afgørende for racens overlevelse.
Har man lyst til at vide mere om denne fantastiske race og forfader til de fleste rideheste i Europa, så kontakt foreningen. Vi er gerne behjælpelig med kontakter til avlere, samt litteratur om Sorraiaheste
Læs mere om Lusitanoens historie her:http://www.cavalo-lusitano.com/en/lusitano-horse/history-of-the-lusitano-horse
De to racer PRE og Lusitano er genetisk næsten identiske, der er påvist mere Sorraia mDNA i Lusitanoen. Men måden de avlsmæssigt er udvalgt på, har gjort dem til to racer med forskelligt præg. Lusitanoen er frem for alt udvalgt på funktionalitet, – skønhed, farve, lang man og lign. kom i anden række eller blev slet ikke taget i betragtning. Det portugiserne mener med funktionalitet er, at hesten skal kunne fungere som ridedyr og arbejdsdyr – ofte i mange timer i træk og under vanskelige forhold.
Hvad enten det er arbejde på dressurbanen, i marken, ved tyrefægtning, høj skole, kørsel mm., skal den kunne fungere i sit sind og i sin krop.
Den skal være fornuftig, modig, lærevillig, aktiv, lydig, klog, rolig, energisk og den skal være både stærk, smidig og udholdende – og meget gerne have overblik og kunne komme sin rytter i forkøbet. Udvælgelsen har i mange hundrede år først og fremmest været via tyrefægtning og lign. krævende opgaver. Kampen med tyren er kun for de modigste heste og kun for de mest holdbare, da det er ekstremt krævende fysisk med alle de hurtige vendinger, stop og retningsskift. Kampen var et spørgsmål om liv og død og derfor var det kun de bedste heste som tyrefægteren mødte tyren med i arenaen. Hvordan hesten så ud betød ikke noget. Idag bliver hestene udvalgt på andre grundlag også, men arven fra gamle dage ligger stadigt i dem.
Alle APSL registrede avlere har deres ejet brændemærke.
